søndag den 8. december 2013

Kan vi ikke bare være pragmatiske?

Skrevet af Carsten Feilberg

At være pragmatisk betyder: at søge at opnå det der er muligt i situationen, modsat at være ideologisk og principfast.

Jeg har hørt en del testere ytre sig om, at vi må alle kunne enes og bare udvise en smule pragmatisme. Fra mit synspunkt er det en dødsejler. Ikke fordi jeg ønsker en debat for debattens skyld, tværtimod - jeg ønsker en debat der fører til noget! Og uden at tage åben stilling bliver det svært.

Der er mange eksempler og emner: certificeringer, standarder og selve tilgangen til test, blot for at nævne nogle få.

Godt nok er der en vis debat omkring certificeringer (og med god grund), men altid kun i en hvisken i krogene:
"Det kan jo ikke skade at blive certificeret," hører man når man lytter efter. Og "vi bliver vel nødt til det..". Og værst: "ja, jeg synes heller ikke det er noget værd, men hvad skal man stille op?"
Jeg er en smule træt af denne ligegyldighed. Tag dog stilling, og hold fast på hvad du mener. Det er vores job som testere at berette den sørgelige sandhed for dem vi arbejder for - hvorfor kan vi ikke også gøre det omkring de forhold vi arbejder under?
Vi kan starte med at teste certificeringen - dvs. at stille og få besvaret kritiske spørgsmål, med henblik på at kunne udrede og evaluere hvad det egentlig er for noget.

Hvem står bag ISTQB? Hvem skriver pensum-listen? Hvordan bliver pensum opdateret, når der sker noget nyt i testfaget ? Hvorledes er beslutningsprocessen om hvad der er væsentligt og vigtigt at vide om test-faget? Og hvordan kan det påvirkes? Hvordan er eksamensformen ? Indeholder den svagheder ? Hvor mange måder kan man f.eks. udfylde eksamensspørgsmålene på, og stadig bestå (hvor man måske ikke burde) - og omvendt ? Hvorfor er det lige ISTQB, der har patent på at udstede certificeringer ? Hvorfor kigger rekrutteringsbureauer lige efter dette og ikke efter noget andet ?

Mange spørgsmål - en del fløjter allerede rundt på blogs, twitter mv. Der kommer bare aldrig særligt mange svar. Det kunne der være en god grund til: Ét er, at ISTQB formelt set er en non-profit organisation, men man skal være ret så blind for ikke at se, at rundt om organisationen sidder der en mængde mennesker og tjener penge på at holde kurser og forestå certificeringer - mange er direkte involveret i selve organisationen. Så indirekte er det stadig bare en pengemaskine. Med slogans som at med blot en foundation certificering bliver alle testere meget dygtigere og tjener nemt kursusafgiften hjem på at finde en masse fejl, og dermed er det næsten 'gratis'  for arbejdsgiveren at sende sine testere til certificeringsmøllen.
Vel at mærke efter tre til fem dages kursus. Dage! Jeg har med 13-14 års erfaring i softwaretest fundet ud af, at der skal mere til end evnen til at sige ækvivalensklassepartitionering (en meget simpel og intuitiv test-'teknik', som er fast del af pensum).
Enhver må jo finde ud af med sig selv om man vil støtte dette foretagende eller ej. Jeg har for min part taget stilling. Jeg synes det er plattenslageri at påstå at certificering er en værdifuld uddannelse, især når man kan få det højeste niveau uden nogen har set én anvende teori i praksis. Ikke at kurserne ikke kan indeholder nogle gode ting - det er ikke mit argument - men de fører jo målrettet hen imod at kunne bestå certificeringen, og er derfor afgrænsede heraf.
Det er let at imødegå det mod-argument jeg oftest hører ("men det er jo hvad der ér!"), så findes der en mængde alternativer:
 Rapid Software Testing RST, der hører til i den lidt dyrere ende af træning inden for denne tilgang til test - eller BBST - i den meget billigere ende. Jeg har endnu ikke hørt nogen fortælle at de ikke var det værd - tværtimod.
Og så er der alle de gratis muligheder: AST har lagt en række keynotes fra konferencen CAST ud på youtube. ISST har i år 3 gratis webinars, som frit kan tilgås. EuroSTAR har tilsvarende en række webinars frit tilgængelige. Weekend-testing lever i bedste velgående. Praktisk taget hver weekend kan man lære mere om sit fag - på en gratis og sjov måde. Og ja, bøger og blade - dem er der mange af.. f.eks. Rikard Edgrens "Little Black Book on Test Design" - find den på nettet!

Hvad så med standarder ? Næsten samme historie. En lille, og meget lukket, gruppe af mennesker er i øjeblikket igang med at udfærdige en stor, samlet ISO-standard for test. Hvem er de ? Hvorfor gør de det og med hvilken ret? Hvorfor skal man overhovedet have en standard for test ? Det er lige så svært at få svar på disse spørgsmål, som det er at få indblik i hvad der skrives i den. Selv review-udgaver koster det penge at erhverve, og i virkeligheden kommer standarden (for den ender selvfølgelig med at blive udgivet) til at kun bestå af de få indviedes, koordinerede holdning. Ikke den brede masse af testere i verden's mening og erfaringer. Den skal nok skabe masser af problemer for os, hvis ikke vi siger fra. Og "vi" - det er jo alle os der faktisk arbejder med test, for alle andre vil pege på denne standard og sige: "bare gør som der står dér, så bliver alt nok godt".

Tilgangen til test er også under heftig diskussion i visse medier, men det er stadigvæk meget begrænsede grupperinger der deltager og diskussionen er helt fraværende når vi kommer ind på arbejdspladserne - dér hvor den i virkeligheden burde florére. Og det er synd, for her er der virkelig tale om et ideologisk opgør, der i bund og grund handler om, hvorvidt det er testeren og dennes kompetencer og færdigheder i situationen, der skal være udgangspunktet, eller om det skal være et sæt regler og procesbeskrivelser, udfærdiget af andre udenfor situationen (i både tid og rum - og kompetencer), der skal bestemme hvad testarbejdet er og hvordan det gøres ? Ja, jeg taler her om disputsen imellem standardskolen og den kontekst-drevne skole (hvis du ikke har hørt om testskolerne, så gå på google og søg på "schools of testing" - tag en kop kaffe til, for der er masser af læsestof).
Selvom nogle testere forsøger at nedtone betydningen af disse "skoler" (i betydningen: måder at tænke på), til punktet hvor selve deres eksistens drages i tvivl, så er det en meningsfuld måde at diskutere forskellene i holdninger på. Det er i bund og grund her, at værdien af test som disciplin evalueres: er det grundlæggende en ceremoniel handling, hvor der kan krydses af og nikkes, når blot de rette dokumenter, baseret på standardskabeloner, er udfyldt korrekt  (og med en tilpas mængde forudsigelighed, så projektlederens planer og estimater holder) - eller giver test en information, inklusiv en selvevaluering af informationens kvalitet, til beslutningstagere, når de skal bruge denne?

Dette kan være yderpunkterne jeg har beskrevet, men jo mere man gør sig til talsmand for at være pragmatisk og 'lad os nu bare enes om at komme videre' - jo mere undlader man at tage stilling og falder dermed til den mørke side, hvor test bliver mindre og mindre meningsfuld og blot en handling af ceremoniel karakter.

Hvad synes du? Skal test være underlagt bestemte standarder? Og certificeringer - styret efter deterministiske, liniære metrikker? Eller synes du at test er organisk, uforudsigelig, en udfordring af dit intellekt og dine færdigheder ?
Lad din stemme blive hørt.

1 kommentar:

  1. Hej Carsten og Bolette

    Tillykke med jeres blog på dansk! I kommer vidt omkring i dette første indlæg :-)

    I har fat i noget rigtig vigtigt om det med lukkede grupper. Selvom vores erhverv netop er "et erhverv" og derfor underlagt erhvervslivets almindelige etiske spilleregler, herunder loyalitet og fortrolighed overfor arbejdsgiveren, så er der ingen, der har interesse i at test er noget, der foregår eller som udvikles i det skjulte. Åbenhed er simpelthen en nødvendighed, hvis vi vil lave, hvad jeg vil kalde bæredygtig produktudvikling.

    Det er et vilkår når ingeniører og andre udviklere går i gang med et stykke arbejde, at der skal tænkes i kasser. Man skal som bekendt spise en elefant én bid ad gangen.

    Men medaljen har en bagside og denne "kassetænkning" fører tit til suboptimering. I mit perspektiv handler "bæredygtighed" om en stræben mod helhedssynet i udviklingsprojektet.

    Men "bæredygtighedspillen" er vi derfor også som fag selv nødt til at sluge. Jeg håber at fremtiden i Danmark fsv angår det faglige i test er et åbent og trygt sted at være. Et sted, hvor vi tør dele ideer med hinanden: Om arrangementer, om konferencer, om metoder. Hvor ingen (konsulent)virksomheder får lov at "sætte sig" på de gode ideer, men hvor "faget" eller "håndværket" forbliver i fokus.

    En lille ting om jeres brug af ordet 'pragmatisk', så synes jeg der lægger en undertone i jeres skriv, at det at være 'pragmatisk' er det samme som ikke at være optaget af kvalitet. Eller det ikke at lave et ordentligt stykke arbejde. Måske tager jeg fejl og læser noget andet end det, der er jeres intention, men lad mig alligevel sige min mening.

    Jeg mener ikke at god test er et spørgsmål om at vælge pragmatikken fra eller dens modstykke idealismen til. God test handler om en sund balance mellem det pragmatiske og det idealistiske. For meget af det ene eller det andet er "for meget".

    Fortsat god skrivelyst. Jeg glæder mig til at læse mere fra jer,

    Bedste hilsner
    Anders

    SvarSlet